Borgfjord.dk

Fra Akureyri fulgte vi vej 1 mod Blönduos, og på vejen gjorde vi holdt ved Glaumbær, som er en gammel præstegård i traditionel islandsk byggestil med vægge lavet af tørv lagt i flotte mønstre.

Der har ligget en gård på stedet i mere end 900 år, men den har skiftet udseende gennem årene, hvor bygninger er blevet udvidet, nye bygninger er tilføjet osv. Kirken i baggrunden er fra 1926, og ligger på en ny plads. Der har været en kirke på stedet siden midten af 1100-tallet, men den oprindelige kirke menes at have ligget foran gården, hvilket egentligt var ret smart, da det jo var en præstegård.

Set udefra og forfra består gården af en hovedbygning, en gæstebygning, 1 lagerrum, en smedje, et snedkeri/værksted og et brænderum.

Og det er så det. Eller er det?

Når man kommer ind i hovedbygningen afsløres en ca. 22 meter lang gang, med 3 rum på begge sider og en dør for enden. Og det man troede var en hovedbygning er faktisk et gæsterum. Hovedbygningen ligger for enden af gangen. Så gården er langt større end det syner udefra.

Første rum til venstre er mælkestuen, hvor man bla. lavede "skyr" (udtales skir), som er et tykmælksprodukt lavet på skummetmælk, og næsten uden fedt. Det smager rigtigt godt, når det bliver serveret med syltede kirsebær, og så skulle det være svaret på den vestlige verdens problemer med fedme og overvægt. Lad os få noget mere af det, tak! (Skyr, altså)

Og første rum til højre er køkkenet, hvor der blev lavet mad til over 20 mennesker dagligt. Det blev også brugt som røgehus indtil 1945. Brændslet man brugte var tørv eller tørret fåregødning.

Andet rum til venstre er det lange fadebur, hvor de store tønder blev brugt til opbevaring af sur mad. Det kunne være sammenpresset kød fra fårehoveder, fåreben eller lammekød lagt i sur valle. Der er forholdsvis køligt i rummet, og det er derfor velegnet til opbevaring af maden, selvom vi med dagens standard nok vil rynke på næsen.

Andet rum til højre er det lille fadebur, hvor fødevarerne blev samlet og delt op i portioner af storbondens (præstens) kone.

Tredje rum til venstre er den sydlige udgang, der blev brugt, når der skulle hentes vand ind, eller gammel aske skulle bæres ud. Den skulle også fungere som nødudgang i tilfælde af brand.

Tredje rum til højre er gusa. Gusa var værelset for tjenestefolket og de gamle på gården. I dag bliver det brugt til udstilling af beklædningsgenstande, våben og tingel-tangel. Men det kan konstateres, at det tjenende folk og de gamle ikke havde meget plads til privatliv.

For enden af gangen er så hovedbygningen, som kaldes for badstuen. Det var den eneste af bygningerne som kunne opvarmes.

Når man ser bygningerne udefra, overrasker det en del, når man ser dem indefra. Det er jo ikke træloft, trævægge og trægulve man forventer at se. Men det var ikke den rene luksus, set med dagens forkælede øjne. I midterrummet som ses her, er der 6 faste sengepladser, diverse redskaber til bearbejdning af uld; man skulle jo have noget at foretage sig i de lange kolde vinternætter, og for at det ikke skal være løgn, er hver seng udstyret med sengeheste, som skal sikre at dynen ikke falder på gulvet, og om dagen kunne de bruges som spise- og arbejdsborde. Iøvrigt var arbejdet og pladserne skarpt opdelt. Mændene kartede ulden og lavede reb af hestehår, og kvindernes arbejde bestod i at spinde og sy. Da kvindernes arbejde var finere, og krævede mere lys, havde de deres pladser i lyset ved vinduerne. Om det er derfra, at betegnelsen "lyssky affærer" om mændenes grove arbejde er kommet fra, vides dog ikke.

I bygningens sydlige ende,eller til venstre for gangen, boede præsten og hans kone. Sengene var så store, at man sov to personer i hver. Hvad den anden af de to senge så skulle bruges til aner jeg ikke.

Der er jo også rigeligt plads til 2 personer i sådan en seng.

I den modsatte ende af bygningen, til højre for gangen, lå rummet, hvor børnene skulle sove/opholde sig.
Bemærk den lille babyseng. Man aner, hvor IKEA har fået deres ideer fra. Oppe under loftet lå de mindste børn, og de store børn lå nederst. Det virker ikke særlig praktisk, men det var et spørgsmål om plads. (Og så var der heller ikke tvivl, hvis en af de små var faldet ud af sengen)

Og det var så slutningen på rundvisningen i præstegården - næsten da, for I skal ikke snydes for billederne af de lokale piger i datidens typiske dragter.

Og som en afslutning på besøget på Glaumbær, et par billeder af gården ude fra.

Her et billede af vinduet ind til præsten, og syddøren, der skulle bruges som nødudgang mv.

Og så er det vist på tide at komme videre. Næste stop var kirken i Vidimýrar.