Borgfjord.dk


Go to content

Námarskard, Krafla, Reykjahlid

Ferien 2007 > Ísland, dag 3

Som det kan ses, ligger vejen lige ved siden af de varme kilder. Herunder følger nogle billeder fra området. Hvis man samtidigt forestiller sig lugten af rådne æg og lyden af kogende vand og havregrød, så er man tæt på et naturligt scenarie.

Fra Námarskard er der ikke langt til Krafla. Krafla er navnet på et kraftværk, som udnytter dampen fra undergrunden til at drive nogle turbiner, som producerer strøm. Men det er også navnet på en række af vulkaner, som ligger lige ved siden af, og som har været ret aktive.

For enden af alle rørene er der et borehul, som i nogle tilfælde er mere end 2200 meter nede i undergrunden. Man startede med de første prøveboringer i 1974, og fortsatte året efter. Men den 20. december 1975 reagerede grundfjeldet på forstyrrelserne, og det første af 9 vulkanudbrud i nærheden af kraftværket var en realitet. Udbruddene stoppede først i september 1984, og siden er den seismiske aktivitet gået tilbage, hvilket er en fordel, da vulkanudbruddene ødelagde flere boringer og mange rørledninger.

Dette er det gamle Krafla vulkankrater, som har en diameter på 300 meter. Der virker meget roligt, men med en vulkan kan man aldrig vide sig sikker. Så vi kørte tilbage over højderyggen mod Mývatn :-)

Vi havde dog ikke mere travlt, end at der var tid til at stoppe op på nedkørslen, og tage et sidste billede ud over søen Mývatn og dens milliarder af myg.

På vejen tilbage til Húsavik kom vi forbi en kirke og kirkegård i byen Reykjahlid, der var omringet af lava. Jeg står inde i ruinen af den oprindelige kirke. Sagnet fortæller, at lavaen kom løbende mod kirken, som snart var omringet. Da knælede præsten og bad til at Gud ville beskytte kirken mod lavaen. Og det hjalp! Lavaen stoppede få meter fra kirkegården hele vejen rundt. Det siges, at der findes en kirke i det sydlige Ísland, hvor det samme har fundet sted. Islændingene er i øvrigt et meget troende folk, og der er kun ca. 1,5 % ateister.

Forside | Vejledning | Ferien 2007 | Sidste opdatering | Site Map


Sub-Menu:


Sidst opdateret den 14. januar 2008 | webmaster@borgfjord.dk

Back to content | Back to main menu