Borgfjord.dk

Mercedes'en var relativt hurtigt i land og gennem tolden/paskontrollen, og så var det kun at vente på Mazda'en, som var kommet til at holde bag nogle østeuropæere, som skulle undersøges nøje. Bilerne fra Ísland og de øvrige nordiske lande kom hurtigt igennem, hvorimod østeuropæerne blev pillet ud til kontrol uden undtagelse. Jeg har senere fået fortalt, at det skyldes at de er slemme til at smugle, bl.a. narkotiske stoffer og andre rusmidler. Vi andre skulle bare svare på, om vi havde fiskeudstyr med; man vil ikke have overført sygdomme til de islandske fiskevande,og derfor skal evt. fiskegrej være desinficeret hjemmefra, være helt nyt i en ubrudt pakning, eller også bliver det desinficeret på stedet mod betaling, inden man får lov at køre videre. Vi havde ingen af delene.

Det er svært at forestille sig en flottere baggrund for en bilfærge i havn.

Yes, så er Merceren kommet til Ísland. Bemærk de åbne vinduer. Det var varmt, selv efter dansk 2007-standard!

Og vi måtte blive der til udgangen af august 2007. Det ville mine kolleger så nok ikke være så glade for...

Og her kommer Mazda'en, så er vi alle samlet og klar til den første opstigning. Vejen fra Seydisfjördur og ind i landet gik over et bjerg, og vi fik derfor meget hurtigt propper i ørene. Jeg har ingen billeder fra vejen, da vi lå i et færgetræk, og derfor var det umuligt at stoppe op og fotografere. Første mål for dagen var Borgarfjördur, hvor farfar voksede op, og kom i lære som skomager. Jeg var blevet forberedt på, at vejen ville være smal og meget stejl. Derfor var overraskelsen stor, da vi konstaterede at vejen var blevet udvidet og lagt om, så to biler nu kunne passere hinanden uden de helt store problemer. Der var stadig små udsnit af den gamle vej tilbage, og jeg er lykkelig for, at jeg ikke skulle ud at køre i de to hjulspor.

Vi ankom til Borgfjord på smukkeste vis i solskin, og med meget lidt vind. Vi parkerede ved bygdens lille kirke (hvilket blev starten på en tendens; der er rigtigt mange små kirker i Ísland)

Det er den lokale kirke i Borgarfjördur. Den er ikke særligt stor, og det er byen heller ikke. Men der er en campingplads lige ved siden af, så kirken bliver sikkert fyldt om sommeren.

Og udsigten fra kirken kan man i hvert fald ikke klage over. Så kan kirken i Nivå godt pakke sammen.

Inde i kirken er der en mindetavle med navnet Idu Borgfjörd, men om det har nogen relation til farfar ved vi ikke. Borgfjörd er dog det islandske familienavn.

Der er en utrolig udsigt fra Borgarfjördur, og vi benyttede lejligheden til lidt frokost i solen. Det er Borgfjord til højre og Hansen til venstre side af bordet.

I byen ligger også et af de sidste små fiskerhuse i Ìsland. Det bliver i dag brugt som sommerhus, men vi fik at vide, at vi bare skulle banke på, hvis vi ville se det indvendigt. Det bliver beboet af en gammel dame, som blev lidt interesseret, da hun fik at vide, at vi er efterkommere af en beboer fra byen, og hun hentede straks en slægtsbog frem. Desværre kneb det med at forstå hinanden, så vi blev ikke så meget klogere.

Vi var nødt til at køre samme vej tilbage, altså op over fjeldet en gang til. Denne gang stoppede vi op og nød udsigten i det klare vejr.

Tilbage på almindelig asfaltvej var det blevet tid til en kaffepause med god udsigt.

Og der blev også tid til at fotografere lidt af den lokale flora, inden vi fortsatte ud af nogle meget spændende veje.

Og så var det lige tid til en lille pause igen. Når man ikke er vant til at køre på grusveje, kan en tur op gennem hårnålesvingene godt være lidt trættende. Heldigvis kørte jeg forrest, så det var Ole, der fik al støvet.

Men udsigten fra toppen var der ikke noget i vejen med

Her er vi så ankommet til vores første hotel i Ísland. Hótel Nordurljós i Raufarhöfn (udtales røgvarhøp med rullende r'er). Da vi så hotellet udefra, var vi lidt skeptiske, men da vi kom indenfor, var der ikke en finger at sætte noget sted. Det er et familiehotel, som - tror vi - er oprettet i en tidligere fiskefabrik. Værtsparret var utroligt søde og venlige, og kokken lavede en fremragende fiskesuppe og lammegryde. Første regning for aftensmad lød på 21.900 islandske kroner, hvilket ca. svarer til 2.100 danske kr. (Jeg glemte iøvrigt min fleecejakke i skabet på værelset, hvilket jeg først opdagede et par dage efter, da vi var på vej mod Reykholt i det vestlige Ísland. Da vi kom til Reykjavik fik jeg fat i hotellet, og dagen efter kom min jakke med posten, uden beregning. Det er bare god service!)

Raufarhöfn ligger kun et par kilometer fra polarcirklen, og da vejret var klart ved ankomst, regnede vi med at vi skulle opleve midnatssolen. Men vejrguderne ville det anderledes, og sendte en længerevarende regnbyge ind over byen, så det blev der ikke noget af.

Byen bærer desværre præg af at være gået i stå, og der er et omfattende forfald. Det var tidligere en blomstrende fiskerby, hvor der blev landet store mængder af sild. Men på grund af nordmændenes overfiskeri af sild, er der meget få tilbage af dem, sildene altså. Det er der nu sat en stopper for, og sildene er på vej tilbage. Samtidig har den islandske regering iværksat en redningsplan, som bl.a. har resulteret i anlæggelsen af en flyveplads uden for byen. Men det stopper ikke de unge i at flytte til hovedstaden, som det sker over hele landet.